Det danske paradoks: Derfor skal vi gøre mere for FNs Verdensmål

Af Steen Hildebrandt, professor, Kirsten Brosbøl, MF (S), og Martin Christiansen, kommunikationschef

I en af tidens mest populære fortællinger for børn stævner to venner og en professor ud i en kæmpestor pære for at finde Den Mystiske Ø. Men de har et problem. Ja, faktisk er det et paradoks, bliver de enige om: De kan kun finde øen, hvis deres kompas virker – og det gør det kun, hvis de har en sten fra øen.

På samme måde ser vi et paradoks, når det handler om Danmarks arbejde med FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling. Paradokset består i, at vi på den ene side er meget langt fremme i en global sammenhæng, når det gælder f.eks. grøn omstilling med vedvarende energi, ligestilling mellem kønnene, adgang til uddannelse, bæredygtige byer og vores evne til at samarbejde på tværs.

På den anden side går det decideret dårligt i Danmark, når vi ser på vores evne til at skabe et bæredygtigt samfund, hvor økonomiske, sociale og miljømæssige forhold flugter. Senest appellerede 300 forskere til en ny klimarealisme.

Man kan sige, at fordi det går godt, går det dårligt. Når vi hører om Samsø, som er selvforsynende med vedvarende energi, eller om København som verdens bedste cykelby, forledes vi til at tro, at Danmark har den grønne klimaførertrøje på. Det er ikke tilfældet. Særligt vores forbrug rummer problemer. Den gennemsnitlige CO2-udledning per dansker er omkring 7,5 ton om året. Men. For der er et stort men. Tager man højde for forbrug af importerede varer og flyrejser, ryger der yderligere ton på den tyngende vægtskål. Cirka 17 ton Co2 per dansker.

Det er milevidt fra de to-tre ton per verdensborger, som FN anbefaler i 2030, hvis vi skal nå de store klimaambitioner fra Paris og Verdensmålene. Når problemet er så udtalt i Danmark, handler det især om vores forbrug som privatpersoner. Høj velstand er lig med høj udledning af drivhusgasser.
Igen et paradoks; den enkeltes bidrag opleves så ubetydeligt, at det ikke spiller nogen rolle i det store regnskab, men hvis vi ikke som individer handler, når vi ikke i mål. Eller som det fremgår af et buddhistisk mundheld:

- Handl altid, som om universets fremtid afhænger af, hvad du gør, mens du samtidig griner ad dig selv over, at du kan finde på at tro, at dine handlinger gør nogen som helst forskel.

Vi har brug for handling nu

I september 2017 havde 27 pct. af danskerne hørt om FNs Verdensmål. En stigning på otte procentpoint på to år. Det går langsomt den rigtige vej. Dog vil al erfaring fra f.eks. sundhedskampagner tilsige, at der går flere år, fra viden bliver til holdning, der bliver til handling. Og vi har brug for handling. Nu.

Her har vi også brug for, at medierne træder i karakter. Det er overraskende, hvor lidt Verdensmålene fylder i mediebilledet. Vi ved fra en ny undersøgelse fra Globalt Fokus, at ni ud af ti civilsamfundsorganisationer arbejder med Verdensmålene i et eller andet omfang. Netop nu løber Folkemødet af stablen, og her pibler det frem med arrangementer om Verdensmålene – så meget, at Verdensmålene er en tematisk højdespringer. Men med tanke på, hvor stor en koalition, der er skabt blandt politikere, virksomheder, institutioner, organisationer, NGO'er osv., kan det undre, at mange brede medier nærmest overser denne verdensomspændende ambition om et bedre samfund for alle.

I en dansk sammenhæng får vi brug for et comeback til den politiske forbruger. Og en ny bølge af virksomheder, der gør det nemt for folk at gøre det rigtige mere af tiden. Glædeligvis oplever vi, at der er ved at komme fart på den spirende folkelige bevægelse, som Verdensmålene har givet luft under vingerne, der ser bæredygtighed som nøglen til det gode liv og bedre trivsel – og ikke endnu flere flygtige forbrugsgoder.

Når klimaudfordringer træder sådan frem i forbindelse med Verdensmålene, handler det om den aktuelt manglende samklang mellem den treenighed, der definerer et bæredygtigt samfund: det økonomiske, sociale og miljømæssige. Det er som en gammeldags taburet med tre ben. Hvis det ene ben er for kort, eller ligefrem mangler, ja, så er der risiko for, at man ryger på røven. Om det går så galt for Danmark, må tiden vise.

Social arv

Så lad os tage et andet eksempel. Verdensmål nummer 4 handler om at sikre lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring. Med fri og lige adgang til skole og uddannelse og et verdenskendt SU-system, burde vi da kunne sætte flueben ved mål 4 – eller hvad?

En stor kortlægning fra Rambøll viste, at vi i de danske dagtilbud ikke formår at styrke børn med svage kompetencer i en sådan grad, at alle børn ved skolestart har lige muligheder for at lære, uanset deres sociale arv. Forskning fra Rockwool Fonden har ligeledes påvist, at den sociale mobilitet via uddannelse i Danmark næsten er lig USAs. Der vil altid være nuancer og alternative udlægninger af teksten, men i dette flygtige format tør vi alligevel godt stille spørgsmålstegn ved, om vi faktisk kan bryste os af, at alle reelt har lige muligheder for læring.

Vi vil gerne have flere med om bord. Mål 17 fortæller os, at globale udfordringer løses bedst i partnerskab. En lang række virksomheder er heldigvis begyndt at bide til bolle. De små i al ubemærkethed og de store. F.eks. COOP, som vil erstatte plastic, metal og glas med pap, papir og bioplast og har som mål at reducere plastic-forbruget med 25 procent. Et lille, men vigtigt skridt i forhold til mål 14 om livet i havet, som trues af bl.a. forurening fra plastic. Ledere, der står bag sådanne og lignende beslutninger ved, at ledelse af paradokser faktisk er et af de mest betydende ledelsestendenser netop nu. At lede, forklare og forsvare initiativer, der i én optik giver god mening og i en anden optik giver hovedrysten eller det, der er værre.

Det står klart, at jo større paradokser og jo større kompleksitet, jo større er behovet for ledelse. Ellers vil vi se handlingslammelse eller »business as usual«. Og ingen af delene er en mulighed med de udfordringer, vi og verden står over for. Dermed mener vi også politisk ledelse, der har blik for alle tre ben i taburetten, og som har modet til at tage roret og sætte gang i de systemiske forandringer, som Verdensmålene kræver.

Danmark og Verdensmålene

Men hvordan går det egentlig med udrulningen af FNs Verdensmål her i Danmark? Sandheden er, at vi endnu ikke ved det. Vi har nogle meget overordnede internationale benchmarks, men der er ikke lavet en reel baseline for Verdensmålene i Danmark. Det har denne kroniks organisationer tænkt sig at gøre noget ved.

Vi - professoren og de to venner i denne signatur – mener så afgjort, at kursen er rigtig, men vi har brug for at justere Danmarks kompas. Vi har brug for at måle, om vi rent faktisk skyder den rette fart på de Verdensmål, der virkelig flytter noget i en dansk kontekst. Det tillader vi os at tvivle på, indtil andet er bevist.

Når vi indleder med en fortælling for børn, er det ikke blot for at drage sjove paralleller. Det handler om, at de kommende generationer kan forsvinde ind i fiktive universer lykkeligt uvidende om den verden, der venter dem. 2030 synes fjernt, men for ungernes forældre og bedsteforældre er vi midt i de formative år, når det gælder Verdensmålene.

Hvad vi gør – og ikke gør – i de kommende år vil få afgørende betydning for vores fælles verden i en slet ikke så fjern fremtid.

Om Kronikørerne
Steen Hildebrandt er bl.a. professor emeritus på Aarhus Universitet og formand for Folketingets 2030 Panel, Kirsten Brosbøl er MF for Socialdemokratiet og formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for Verdensmålene, 2030-netværket, og Martin Christiansen er kommunikationschef for Rambøll Management Consulting.