Misser international vækst
De danske virksomheder, som ikke kobler bæredygtighed og virksomhedsstrategi går også glip af store muligheder i udlandet:
”Mange danske virksomheder har et forspring i forhold til udenlandske virksomheder, når det kommer til at indtænke bæredygtighed i virksomhedsstrategien, og her ligger et enormt vækstpotentiale i fremtiden. Det vil kunne koste os milliarder, hvis vi ikke fortsætter med i denne retning,” siger Ib Enevoldsen.
Også for mindre industrivirksomheder kan der være konkrete fordele i at indtænke bæredygtighed i virksomhedsstrategien:
”Et godt eksempel på det er virksomheden KLS Pure Print, som var ved at lukke ned på grund af hård konkurrence i branchen. De valgte at satse fuld ud på FNs verdensmål, de afskaffede fx kuverter, fordi limen ikke var god for miljøet, og gav kunderne et rigtig grønt alternativ, som betyder at de i dag er tæt på 100 ansatte og har en storslået forretning,” siger Steen Hildebrandt.
Højere krav til bæredygtighed
Direktør for Rambøll Danmark, Ib Enevoldsen oplever desuden, at kravene fra kunderne om bæredygtig adfærd og produkter bliver højere dag for dag:
”Vi ser for tiden, at store virksomheder som fx Novo Nordisk sætter højere bæredygtighedskrav til deres 60.000 leverandører, så deres produkter udelukkende er lavet med grøn strøm. På samme vis sætter vi i Rambøll også klarere og klarere krav til de virksomheder, vi opkøber om, at bæredygtighed er en central del af deres kultur. Det er en enormt positiv udvikling, at vi alle bliver mere bevidste om, hvad der er det rigtige at gøre,” siger administrerende direktør Ib Enevoldsen, Rambøll Danmark.
Om undersøgelsen Bæredygtighed i Praksis
For første gang tager ’Bæredygtighed i Praksis” pulsen på hvad der driver bæredygtighedsindsatser og hvilke udfordringer de 250 største danske industrivirksomheder står over for. Undersøgelsen er gennemført af Rambøll Management Consulting i perioden mellem d. 25. juni og 19. august. De ansvarlige for bæredygtighed i de 250 største industrivirksomheder i Danmark har haft mulighed for at deltage og 71 industrivirksomheder har svaret. Deltagerne i undersøgelsen hører under bl.a. til følgende kategorier: fødevarevirksomheder, lægemiddel- healthtech, medico- og biotekvirksomheder, byggeri, tøjproducenter mm. Resultaterne er ikke inddelt per sektor, men er repræsentative og giver et øjebliksbillede af, hvordan et udvalg af industrivirksomheder i Danmark arbejder med bæredygtighed. De samlede resultater udkommer den 16. november 2020.
Du kan høre mere om resultaterne på webinaret ”Bæredygtighed i Praksis” i november, som afholdes af Rambøll med deltagelse af professor Steen Hildebrandt og Windowmaster.