Urban Machine - Aarhus Ø
Aarhus’ nye bydel – Aarhus Ø – er i rivende vækst, og nyskabende arkitektur danner ramme om en dynamisk byudvikling. Visionen hos Rambølls arkitekter var, at bydelens centrale tekniske anlæg skal bidrage aktivt til dette bymiljø. Resultatet er blevet en interessant og innovativ teknisk bygning, som inviterer og åbner op for nysgerrige blikke, og som markerer sig igennem et spektakulært belysningskoncept.
Formidlingen af den nyskabende innovative energiteknologi har været et vigtigt parameter i bygningens udformning. Store vinduer giver forbipasserende kig ind til interessante installationer, og gennem glasmontrer placeret ved bygningen kan interesserede kigge ned i jorden og se forsyningsledninger og det underjordiske vandreservoir.
Uden på bygningen er der placeret et trappeforløb, som giver de besøgende mulighed for at komme rundt om - og hen over - bygningens tag. Det udvendige trappeforløb er afskærmet af en hvidmalet metalfacade, som er perforeret med et bølgemønster, der giver den bagvedliggende rå og tekniske bygning et let og elegant udtryk.
Facadeudformningen er udviklet og tænkt sammen med et effektfuldt og spektakulært belysningskoncept. Den indvendige rumbelysning er suppleret med LED lyskilder, som er placeret i facadens mellemrum samt lysarmaturer placeret i terræn. De 3 forskellige belysningstyper kan programmeres og styres med forskellige effekter, så bygningen om aftenen kan skifte udtryk, farve og lysintensitet. Den intelligente lysstyring kan sammenkobles med datainput fra eksempelvis anlæggets aktuelle forbrugstal, live vejrdata eller trafikintensiteten, hvormed bygningen bliver en markør som afspejler byens puls.
Med det nye energianlæg på Aarhus Ø er ambitionen om et teknisk hus, der bidrager til et attraktivt bymiljø, blevet virkeliggjort.