Surveys, målinger og dataindsamlinger fra Rambøll bliver CO2-neutrale.
Af Martin Christiansen
Mens danskernes dataforbrug fortsætter opad, stiger interessen for at reducere klimabelastningen fra de datacentre, der udvider og etableres over hele landet. Det får nu Rambøll Management Consulting til at gøre grøn strøm til det faste valg for de tusindvis af kunder, der hver dag benytter ét eller flere af de softwareprodukter, som sætter tal på fx medarbejderengagement, kundetilfredshed og elevtrivsel.
Det giver en samlet besparelse på flere tons CO2 forklarer Flemming Cramer, der leder Rambølls mest udbredte licensprodukt; SurveyXact:
- Som den virksomhed vi er, mener vi, at tiden er kommet til at sikre CO2-neutralitet for alle vores surveys. Uanset om vi laver dem, eller kunden selv står for dem. Så nu får alle grøn strøm, siger Flemming Cramer og fortsætter:
- Per respondent er dataforbruget jo marginalt, men samlet set kan vi undgå flere tons CO2. Vi ved godt, at grøn strøm indtil videre ikke er øverst på listen over vigtige features, når kunderne vælger survey-leverandør - men når vi kun leverer digitale produkter, så er det jo et oplagt område at gøre noget ved, så vi også her kan bidrage til en grønnere fremtid, fortæller Flemming Cramer.
Holdet bag SurveyXact har regnet ud, at udledningen per respondent af en gennemsnitsundersøgelse fra Rambølls systemer lander på cirka 0,45 gram CO2. Altså ikke alverden. Men med hundredetusindevis af besvarelser om året, bliver det alligevel til en del forurening, hvis man ikke vælger vedvarende energi, forklarer Flemming Cramer. Han peger på behovet for både små og store klimahandlinger:
- Vi skal tage de små skridt, fordi de er hurtige, nemme og rigtige. Eksempelvis at sikre grøn strøm til vores servere, selvom det giver os en ekstra omkostning. Som en ledende aktør i den grønne omstilling skal vi som koncern selvfølgelig også gå den lange, svære vej.
Det gør Rambøll Gruppen for eksempel ved at få sine reduktionsmål verificeret og godkendt hos Science-Based Targets initiativet som én af kun 2000 virksomheder på verdensplan.
Derudover arbejder virksomheden med en bred vifte af klimaindsatser, eksempelvis energieffektivitet på kontorerne, firmabiler på ren el og et ambitiøst samarbejde med Meyers om væsentlige CO2 reduktioner i kantinerne og effektiv bekæmpelse af madspild.
Inden for Rambølls digitale portefølje gælder det grønne valg for alle ’Software as a Service-produkter’ under Rambøll Management Consulting. Det vil sige SurveyXact, PeopleXact, Rambøll Results og Hjernen & Hjertet, ligesom landets studerende kan sende gratis og CO2-neutrale spørgeskemaundersøgelser fra SurveyXact ud som led i deres eksamensopgaver.