Fredericia Kommune ønsker at skabe et mere rekreativt miljø ved Østerstrand og samtidig sikre stranden og de bagvedliggende arealer mod erosion.
Strandområde reduceret på grund af erosion
I Fredericia er den lokale strand, Østerstrand, udsat for erosion. Det har medført, at strandområdet gennem de seneste 50 år er reduceret betydeligt, og Fredericia Kommune har derfor udarbejdet en omfattende renoveringsplan for Østerstrand-området.
Kommunal Renoveringsplan
Planen omfatter både kystsikring i forhold til beskyttelse af de kulturhistoriske værdier i baglandet og i forhold til forøgelse af den rekreative værdi, hvor etablering af en bredere sandstrand samt handicapvenlige faciliteter, børnevenlige områder, sportsfaciliteter osv. skal skabe et indbydende miljø.
Kystbeskyttelse
Flere typer af kystbeskyttelsesprincipper har været overvejet i forhold til at sikre både en udvidelse af strandområdet og i forhold til at sikre områdets kulturhistoriske værdier. Den endelige kystbeskyttelsesløsning er en kombination af renovering af de eksisterende stenhøfder og sandfodring, der tilsammen skal sikre kysten mod fremtidig erosion og give en strandudvidelse.
Rådgivning, udbud og tilsyn
Rambøll har leveret rådgivning for Fredericia Kommune, herunder skitse- og detailprojektering af strandudvidelsen, ny cirkelbro, badebroer mv. Hertil kommer udarbejdelse af udbudsmateriale og tilsyn under udførelsen. Som en del af detailprojekteringen gennemførtes numeriske simuleringer af sedimenttransporten.
Projektet blev delvist indviet i juli 2017, og vil være stå helt færdigt i december 2017.
Ydelser i detaljer
- Rådgivning
- Skitse- og detailprojektering
- Numeriske simuleringer af strøm- og sedimenttransport
- Udarbejdelse af udbudsdokumenter