På den 13.000 m2 store grund i Lisbjerg Erhvervspark rejser bygningen sig som en lagdelt trekant i skrænten af bakkedraget, Klokhøjen.
Bygningen bliver hovedsæde for TC Electronic, der er en del af den internationale virksomhed Music Tribe, som udvikler og producerer forstærkere og effektpedaler til musikbranchen.
Dermed stilles krav om optimale rammer for udvikling og test af lyd. Bygningen indeholder fire testrum.
Rambøll er totalrådgiver på projektet og har i samarbejde med kunden optimeret testrum i bygningen, uden at udviklings- og administrationsafdeling generes af det høje lydtryk.
Rambølls akustikafdeling har udviklet dobbeltkonstruktionsløsninger i beton, som afsluttes med regulerende overflader med egnede materiale-egenskaber.
På grund af de forskellige funktioner huset skal indeholde er den tekniske løsning med lydtestrum placeret i nederste plan optimalt i forhold til bygningens øvrige funktioner.
Projektet omfatter kontorer og mødefaciliteter samt præsentations- og testlokaler. I alt rummer byggeriet 4.036 m² bruttoetageareal og dertil 1.065 m² kælder, og byggeriet vil være arbejdsplads for op til 200 medarbejdere.
Der etableres 300 m² solcelleanlæg på bygningens tag, svarende til ca. 200 paneler med en peak effekt på 160 W pr. m² panel.